På illustrationen her ved siden af kan du se, hvordan de forskellige dele af et stykke tovværk oftest benævnes: den yderste ende af linen kaldes "tampen" og den inderste kan kaldes for "den stående part" - i hvert fald hvis den er sat fast v. hjælp af tampen i den anden ende. Linen mellem de to benævnelser danner en "bugt" (som der jo står).

På det lille billede her til venstre danner linen et "øje". Et øje på et stykke tovværk kan både laves til at glide og til at være fast (som f. eks. på et pælestik). Det kan tit gi' et fint resultat, hvis man lige gi'r sig tid til at bemærke, hvordan de to dele af enden ligger over hinanden: laver du et pælestik skal tampen presse det lille øje fast mod den stående part, så øjet "kniber" stikket fast!! (det er da helt klart, ikk'?)

Og så var der lige det der med knob og stik: med et knob "knober" (binder) du to liner sammen, eller laver "en knude", mens et stik "stikker" (sætter) linen fast på/i et eller andet: en fortøjningspæl (f. eks.med "dobbelt halvstik" for kort tid) eller om sig selv - netop som i pælestikket (som du bruger til en mere sikker fortøjring).

Nok det mest kendte stik er "dobbelt halvstik", som jeg nævnte lige før, og du ser dem sikkert alle mulige steder, som sagt ikke mindst som midlertidig fortøjning. Stikket har bare den ulempe, at hvis det bliver udsat for u-ens påvirkninger, hvis man f. eks. bruger det til at sætte sejl med, og sejlet blafrer lidt, går dobbelt halvstikket nemt op - ligesom hvis en båd hugger lidt i fortøjningen.
Men dobbelt halvstikker kan udføres på flere måder, alt efter, hvad de skal bruges til - se bare her:

Baghånds-knobet (beklager - det falder uden for definitionen på knob og stik) er bedre egnet til fastgørelse af noget, som man gerne vil kunne gøre fri igen, selv om der er belastning på - det almindelige dobbelt halvstik er meget svært at løsne, hvis der er hårdt træk på linen, eller rebet, hvis det bruges til midlertidig fortøjning af en stor båd, som bliver presset væk fra broen.

Den her knude hedder noget helt forkert: den hedder "Forkert Halvstik". Navnet er bare en betegnelse for et dobbelt halvstik, der bindes modsat af, hvad man normalt ville gøre, og resultatet er, at man får en enkel og pålidelig fastgørelse af noget, der arbejder, som f. eks. et fald. På klubbens Wayfarer bruger jeg forkert halvstik til faldene både på storsejl og på fokken, ligesom på udhaleren på min Laser-jolle, hvor alle andre (næsten) bruger pælestik, som er lige så pålideligt, men altid laver en fast løkke, som altid har den længde, som sejleren har givet den. Halvstikket strammer sig selv op under påvirkning. Men det kan være svært at løse op igen.

Den her knude kalds mest for "ottetalsknob".Egentlig hedder den vist: "flamsk knob". Det har en vigtig funktion som "stopper-knude" på løse ender, som f. eks. skøder, som ikke må løbe ud gennem blokke hvis man slipper dem - f. eks. ved en kæntring.
Selvfølgelig kan man bare lave et enkelt halvstik, men knuden bliver mindre og upålidelig - den kan glide i nogle tilfælde - og tampen forlader flamsk knobet mere ret (nemmere at få fat på igen).

Pælestikket er kendt for at være svært! Men som jeg nævnte i indledningen er det mest et spørgsmål om at gøre sig klart, hvad der sker, når man slår knuden: på pælestikket skal man lave et fast øje, som ikke kan glide, og så må man sørge for, at linen "bekniber sig", altså klemmer linens dele sammen , når man laver stikket.
Pælestikket er det bedste, hvis man skal bruge et fast øje, f. eks. til fortøjring eller hvis man skal hejse en person, der er faldet over borde, op fra vandet - forestil dig, hvordan det må føles, hvis der er benyttet et øje, som glider, på et reb, der er bundet om dig mens du bliver hejst op.

Rullestikket her er specielt! Dets funktion er at virke som bremse på tovværk, der kan løbe, som f. eks. et skøde. Det er blevet brugt meget på de store sejlskibe, hvor det var utrolig svært at holde skøderne på de enorme sejl, og selv om man kunne være 5 - 10 mand om at sætte skødet fast efter en vending, var det nødvendigt med en slags bremse. De 2 tørner, der er vist til højre på billedet, "knækker" skødetovet, så det ikke kan løbe ud - men når der ikke er træk på tovet, kan man skubbe stikket frem og tilbage på tovet, som man nu har brug for.

Råbåndsknobet kende vi alle, og bruger tit. Det er solidt og sikkert - når det bruges til det, det er egnet til: at knobe to liner sammen, der har samme "lødighed" (d.v.s. er af samme tykkelse og materiale). Det knob, som man nemt kommer til at lave, hvis man ikke holder øje med sit arbejde, kællingeknobet, kan ikke holde noget og bruges vist kun med vilje af udbryderkonger i cirkus.

Flagknob er også beregnet til at binde to liner sammen, men her behøver de ikke være af samme lødighed: hovedparten af proceduren med at udføre knobet er det samme som med råbåndsknobet, men tampen på den ene line skal lægges i bekneb under sig selv - og så holder knobet!... men det kan være svært at løsne igen, hvis det har været vådt og under hårdt pres, men hvor det er sandsynligt, at det sker, kan man lave et "dobbelt flagknob" (som til højre).

Jeg regner ikke med, at du får brug for andre knob og stik end de, jeg har beskrevet her, og nogle af dem får du nok heller ikke brug for. Men det er godt at vide, hvilke knuder, der er gode at bruge og også er nemme at løse op igen - det kan spare megen tid og ærgelser - og knækkede negle. Find dig en god kraftig line og prøv at lave de forskellige knob og stik - jeg synes, at det er skægt at lege med knuderne, og har lavet en del andre sjove ting med reb som splejsninger og måtter.